Skip to main content

Hvad er Nordic Tabletop Showdown

Nordic Tabletop Showdown er Danmarks (måske) største event for figur-, bræt- og kortspil. Vi skaber en weekend fyldt med spil, passion og fællesskab – og alle er velkomne, uanset om du er garvet turneringsspiller eller nysgerrig nybegynder.

Eventet blev skabt med et ønske om at gøre hobbyen mere tilgængelig. Figurspils- og nørdemiljøet kan for mange virke lukket eller svært at finde ind i, og derfor ville vi skabe et rum, hvor man trygt kan opleve og udforske spil sammen med andre.

Vi samler turneringer i verdensklasse, store demo-områder med åbne borde, maleworkshops og spilforeninger fra hele landet. Du kan prøve alt fra Warhammer og Star Wars til Dungeons & Dragons, brætspil og nye indie-titler. Flere af de deltagende foreninger og frivillige kommer fra TRoA, Star Wars Figurspil Danmark og en lang række engagerede ildsjæle.

Vi har tidligere haft besøg af bl.a. Sci-Fi-Con og Scandinavian Cosplay Fangroup, og grupper som 501st og Troopers for Charity skaber liv og stemning med deres fantastiske dragter. Også TRoAs liverollespilsafdeling har været med til at udvide oplevelsen ud over bordene.

Efter et vellykket event i 2025 på Skansen i Nørresundby rykker vi i 2026 ind i Gigantium i Aalborg – med bedre faciliteter, endnu mere plads og endnu flere muligheder for at vokse. Det betyder også, at der i år ikke er gratis adgang. For at sikre eventets kvalitet og fortsatte udvikling vil der være entré for besøgende.

Vi glæder os til at byde dig velkommen til Nordic Tabletop Showdown – et sted hvor spillere, samlere, malere og nysgerrige mødes om alt det, vi elsker.